Der var en tid, hvor specialøl kun fandtes i få varianter og egentlig mest af alt bød på et udvalg om, hvorvidt man ønskede sin øl mørkere og mere kraftig, men stadig med større smag end den, man fandt i konkurrence med en almindelig pilsner i Danmark, såsom en guldøl, elefant-øl eller lignende.
Den tid er faktisk ikke så langt væk, hvor specielt de mange øl af varianter fra Tyskland og Belgien vandt indtog i landet her, fordi danskerne var mættede af det samme tynde øl og ellers kun havde spiritus og vin – der gjorde sig gældende i kampen om danskernes ganer i 1970’erne – når der skulle findes en erstatning for øllet.
Pludselig gik en øl fra at være noget, man slukkede tørsten i eller drak sig fuld i til at være noget, som man skulle sammensætte til den rette mad for at mærke og smage de mange nuancer i både maden og øllet og fornemme det åbne sig og skabe en perfekt symbiose.
Næste store forandring herhjemme blev, at mindre bryggerier skød op, såsom Hornbeer, Mikkeller, Svaneke Bryghus eller Brewdog for at nævne et fåtal af de mange, der dukkede op i Danmark i de løbende år efter importen udefra for at lave deres egne specialøl.
Danskerne ville selv lave deres egen øl, når nu vi var så ølglade og havde en stolt tradition for at brygge øl. Denne tradition skulle genoplives.
Selv de etablerede, store bryghuse forsøgte at gøre sig (atter) gældende på det danske ølmarked ved at producere deres egne varianter af special-øl og kopiere andre.
Nu om dage ser man den eksperimenterende fase, nu hvor brygmesterne har fået tag på at lave forskellige typer af øl.
Øllet skal nu om dage kryddres med det, man elsker fra andre verdener, om det så er chili fra maden, urter fra haven eller smags-nuancer, man ellers ikke ser brugt i øl.
Øllet skal gøres til ens egen og gerne være så speciel som overhovedet mulig.
